Passport
Af Gustavo Ott
En kvinde vågner på en togstation og ved ikke hvor hun er. Hun forstår ikke sproget og de forstår ikke hende. En Soldat tager hendes pas og derfra begynder et sandt mareridt, hvor ingen forstår hinanden.
Det er en barsk forestilling, men der er også sjove og poetiske øjeblikke mens vi bliver ført gennem det kaos hun må igennem.
Forestillingen er uegnet for børn.
Forestillingen forventes at vare ca. 75 minutter

Blå bog:
Anmeldelse : Passport
Af Frank Løfqvist
Gustavo Otts ”Passport” er en absurd og samtidig et stykke, der både føles fremmedartet og alt for genkendeligt. På overfladen er det historien om en kvinde, der strander i et ukendt land og møder to soldater, som holder hende fanget i et bureaukratisk spil uden logik. Men undervejs bliver forestillingen et spejl af vores egen verden: en verden fyldt med misforståelser, mistro og systemer, der ikke altid sætter mennesket først.
Spillerprætationerne
De tre skuespillere Taniamaria, Louise og Morten bar stykket med stærke præstationer.
Den rejsende kvinde, spillet af Taniamaria, er forestillingens menneskelige centrum. Hun formår at holde fast i en blanding af frygt, stædighed og humor, selv nå hun gang på gang ydmyges. Hendes replik “Vi er vel allesammen lidt nervøse” står som en nøglesætning, der rækker langt ud over scenen – til en tid, hvor nervøsitet og uforudsigelighed præger både individ og verdenssamfund.
Louise som soldat 2 er isnende og kølig, med et koldt blik og en ligegyldighed, der gør hendes sjældne grin desto mere skræmmende. Hun repræsenterer magten i sin mest uigennemskuelige form: brutal, afvisende og til tider kynisk underholdt af andres lidelse.
Morten som soldat 1 tilfører en blanding af fysisk styrke og sarkastisk humor.
Han er truende, men også fanget i hierarkiet og underlagt sin overordnede, især når truslen om “toilet-tjansen” dukkede op. Hans fløjte scene gav en helt speciel stemning i scenerummet i samarbejdet med Louises opgivende og irritable blik. Hans små øjeblikke af uventet kontakt med kvinden skaber en spinkel gnist af håb – men håbet slukkes hver gang i nye misforståelser.
Scener, der gjorde specielt indtryk
Flere scener skilte sig ud og satte sig fast hos mig og andet publikum:
Vaskescenen: Kvinden blev tvunget til at klæde sig af og vaske sig, mens soldaterne stod og betragtede hende uden et ord. Det var en lang, stille og intens scene, hvor tiden næsten gik i stå. Publikum blev efterladt i ubehaget, usikre på hvornår – eller om – ydmygelsen ville slutte. Modigt spillet og stærkt udført.
Lydscenen: Her blev kvinden bombarderet af lyde fra alle retninger.
En kaotisk, næsten surrealistisk sekvens, der gjorde det tydeligt, hvor forvirrende og uoverskuelig verden kan føles. Mange i publikum kunne sikkert genkende følelsen af at være overvældet af indtryk, uden at kunne finde ro.
Vandscenen: Først en tilsyneladende venlig gestus – et glas vand.
Kvinden sagde ja tak. Men snart kom flere glas, og da hun sagde nej, fortsatte soldaterne alligevel. Hun blev presset til at drikke igen og igen, næsten som om hun blev druknet. Scenen viste, hvordan selv noget så livsnødvendigt som vand kan forvandles til et middel til magt og ydmygelse. Som publikum sidder man tilbage i en tilstand af pinlig medfølelse, usikker på hvornår ydmygelsen ender.
Stykkets aktualitet
Det særlige ved denne opsætning, som Jens har lavet er, at den rammer en nerve i vores samtid. Vi ser i dag, hvordan verdens ledere kan træffe uforudsigelige beslutninger, ofte egenrådigt, med konsekvenser for millioner af uskyldige. Vi oplever, hvordan konflikter vokser, fordi vi taler forbi hinanden og ikke vil forstå.
”Passport” i denne version bliver derfor mere end et absurd drama – det bliver et spejl af den verden, vi selv står midt i.
Backstage
Det hele blev bundet sammen af en stærk kulisse.
Scenografien var enkel og samtidig kompleks – enkel i sit udtryk, men med smådetaljer og virkemidler, der understøttede følelsen af isolation og magtens klaustrofobiske rum. Lys og lyd spillede en helt central rolle: præcist designet og afviklet med en timing, der hele tiden støttede spillet. Bombardementet af lyde, de pludselige lysforandringer og de rolige, kølige flader skabte sammen et univers, hvor jeg som publikum hele tiden blev holdt fanget. Det er tydeligt, at intet her var tilfældigt – og at holdet bag scenen løftede forestillingen til et endnu højere niveau.
Konklusion
Som kollega er jeg stolt af at være en del af GAS, når jeg oplever, hvad holdet af kollegaer har skabt. ”Passport” viste, hvordan vi kan tage fat i tunge temaer og gøre dem både nærværende og tankevækkende. Med Taniamaria, Louise og Mortens’ intense spil og Jens’ sikre instruktion blev det en forestilling, der både udfordrede og rørte mig og andre som publikum.
Havde desværre kun mulighed for at se den to gange…….
Det er teater, der viser, at vi i fællesskab kan mere end blot underholde – vi kan skabe refleksion, røre ved svære emner og give publikum en oplevelse, der bliver hos dem længe efter ”tæppet” er gået ned.
| Medvirkende: | Louise Jamuna Ranfelt, Taniamaria Reitzel, Morten Vedersø |
| Instruktion | Jens Damsager Hansen |
| Lysdesign | Jens Damsager Hansen |
| Lyd og video | Keld Christensen |
| Scenograf | Karin V. Kristiansen |
| Sufflør | Lisbeth Harboe |
| Teknik afvikling | Anja Snerle |
| Scenebygning og teknikopsætning | Rune Bolhøj, Jens Damsager Hansen, Karin V. Kristiansen, Ib Holmud, Morgens Jørgensen, Hans Asmussen, Udo Sayk, Aksel G. Lange |