Eks-mænd

Forestillingen ’Eks-mænd’ er en humoristisk fortælling om to mænds rejse gennem Europa. En oplevelse de sent vil glemme.

Hvem har ikke stået i en lufthavns kø, hvor det meste er gået galt?

Forbyttede sko, aflyste fly og efterfølgende erfare, at manden ved siden af,  var ham der rendte med din kone.

De to, genkendelige figurer fra den virkelige verden, har absolut intet til fælles – bortset fra: manglende stedsans og en tætpakket midtvejskrise med masser af problemer og frustrationer skjult i bagagen.

Der er her tale om en morsom situationskomedie om et par ærkedanske midaldrende mænd.

Den ene en borgerlig og konservativ midaldrende mand der ikke er særlig impulsiv og omstillingsparat hvorimod den anden karakter, som også er midaldrende, ser sig selv som en fri fugl, der gerne vil være ung med de unge.

Anmeldelse: ” E k s - M æ n d ”

Af Hans Henrik Bardum

HOLD KÆFT, HVOR VAR DET MORSOMT!
Jeg er normalt ikke én der griner højlydt, men de to gange jeg var nede og se ”Eks-Mænd” kunne selv jeg ikke undgå at bryde ud i latter.

Men stykket og ikke mindst fremførelsen, var ikke bare fis og ballade. Der var mening med galskaben!

Selve handlingen vil jeg ikke komme ind på, den har man kunnet læse om i programmet og på hjemmesiden. Til gengæld vil jeg gerne rose hele holdet stort for en meget fantasifuld opstæning, f.eks. ideen med at lade ganske få genstande være en del af handlingsforløbet (to stole, et rullebord, et rat, hørebøffer, kasket m.m.) sammen med de meget velvalgte fotos eller film på bagvæggen, så man aldrig var i tvivl om hvor vores to venner befandt sig på turen hjemad.

Det var også en fornøjelse at se Frank og René folde sig ud i diverse biroller, specielt de to overordentlig morsomme spanske biludlejere. (Fantastisk gummi-ansigt, Frank). Men også som kunst-ekspert, kvinde med grimme tæder, fransk garcon, tysk tjener og spansk security-guide m.fl. – Ja, det var en meget international forestilling, da der forekom mindst 4 forskellige sprog.

Dette blev også benyttet til fulde i de meget underholdende køreture, hvor musikaliteten i høj grad var i højsædet. Sjældent har jeg hørt en så fremragende version af ”Oh, Champs-Èlysés” – godt efterfulgt af ”Habba Habba Zoot Zoot”. Og så var der lige Flemming’s rytmiske sans, når han slog takt på rattet. Han har ellers spillet på alle mulige slag-instrumenter!!!!!!

Jeg startede med at skrive at der var mening med galskaben og her synes jeg specielt, at den natlige scene på vandrehjemmet var utrolig smuk og et dejligt afbræk fra al galskaben.

Frank og René spillede helt forrygende!!! (Jeg har jo kendt René i mange år og jeg har sgu aldrig set ham spille så godt og ikke mindst været så morsom). Og jeg ved selv hvor svært det er at spille fuld og også her var skuespillet på helt rette niveau, ikke overspillet og meget morsomt.

Derfor skal der naturligvis også lyde stor ros til Else som instruktør, for hun har utvivlsomt en stor ære for at d’herrer var så morsomme og samtidig kunne skifte lynhurtigt til at være alvorlige. Og sikken en mimik!!

Scenografi og teknik var som tidligere nævnt også på et højt niveau, så hvad skal jeg egentlig klage over?

Det skulle da lige væe scenen med den tyske kaffe-tjener. Som udgangspunkt synes jeg at det var en meget fin scene – en mimikscene næsten uden dialog. Men specielt anden gang jeg så stykket, blev den trukket lidt for langt ud.

Men dette er bare en lille bæh i et ellers meget vellykket og morsomt teaterstykke.