Efter tæppefald

Eller "Sidste akt", er en komedie af den engelske dramatiker Noel Coward.

Handlingen foregård i London på et hjem for ældre stjerneskuesplderinder. Og det er ikke så lidt Coward får ud af samværet med de otte tidligere primadonnaer, der er samlet i hjemmet. Vittige, bidende, morsomme replikker, som er kendetegnende for Coward, farer over scenen i de tre akter, komeedien består af. Vi tror, det er et stykke, der vil falde i en stor del af vores faste publikums smag.

Anmeldelse af:

Efter tæppefald.

Man Skur ha været Irer..........
At være til stede i "kulissen" ved den sidste forestilling, i mere end én betydning, er "ik' så ringe endda". Et veloplagt publikum var da også med fra starten, og medens replikkerne føg over scenen, for hvad skal man ellers lave, når man er i ventepostion, andet end at bedrive tiden med at genere hinanden, hvilket lykkedes til fulde. Galgenhumoren er i højsædet medens ordene som fyger over scenen, frem - tilbage - frem. Man er i nærkontakt medens der ventes, og nærkontakt kan være anstrengende og dog alligevel spændende i det lange løb. Satans til tv... der har besluttet ikke at fungere netop som fader Dunkan skulle have været på, det kan naturligvis få Irsk blod til at koge. Meldingen om at "den dame", alias Lotta Bainbridge, skal ankomme til pension "kulissen", er en krigserklæring for May Davenport, men værst er fortielsen. Gifiighederne fyger i dagligstuen som sprudlende kinesere, og alligevel, igennem latteren fra publikum røres vi over Almina Claires undskyldende og selvudslettende figur. Jamen det er da slet ikke morsomt? Cora Clarke's kontante tirader får atter latteren til at rulle for høj cigarføring. Endelig et mandfolk der ankommer til denne "hønsegård" i skikkelse af Perry Lascoe der, skønt han er sekretær for bestyrelsen og i øvrigt betragtes som en ven af huset , virker lidt komisk der stående i baggrunden som en statue, forsynet med en blomst i hånden. Den noget millitante Miss Archie med et hjerte af rustfri stål, er en god kontrast, "Giv agt!" reglementet må og skal overholdes. Lotta Bainbridges ankomst er eksalteret og dog med stil. Jeg hedder Lotta Bainbridges" en præsentation med aristokratisk elegance, "det er godt nok længe siden jeg har været i biografen", men stilen holdes. "Se mig, hør mig, her er jeg". Jeg kommer med favnen hild af oliven og fredspiber. Perry er en damernes ven og den ro der omgiver ham er tiltalende for os alle. "Tiden sårer alle læger" som man siger. Dette er slutspil og den sidste rolle spilles fuldt ud. Rørende afskedsscene med Dora, det er svært men livet skal jo videre og med en vis værdighed. "Når jeg siger at det sner, så sner det". Miss Myrtels ankomst sætter sit præg på den yderste dag. Sandwitches er når man skal holde et orgie. Man fornemmer galningen når der citeres, "en ø er et stykke land med vand omkring". Tak mit barn, jeg håber at du synes om forestillingen. "Jeg ved ikke hvem De er, men de lugter som en hest". Gnisterne fyger i hadet mellem May Davenport og Lotta Bainbridge. Jeg har aldrig benægtet dit talent til melodrama. Vi ses i morgen hvis den gode gud ikke har taget mig hjem til sig, godnatreplik fra Deidre O'Malley. Zelda Fenwick's ankomst er et brud med "kulissens" etikette. Man fornemmer rævekager og journalist i forklædning, miss Starkey, et frisk pust fra verden udenfor. Besidder den dynamik og entusiasme der skaber en god journalist. Dr. Jenkins er den gode doktor der rituelt besøger miss Carington, hvem han har været betaget af hele sit liv. Et oplagt offer for journalisten, men gennemskuet af miss Archie. Sarita Mynle, hun må ud inden de gamle piger kommer ned til the. Reglementet er overtrådt men lad os reparere med en whisky, husbestyrerinden har sandelig et godt øje til Perry Lascoe . Drama og afsløring, skal vi nu alle sammen til at være ludere for at få en veranda. The show must go on!

Set i bakspejlet var det en meget stor oplevelse at overvære forestillingen, endda for anden gang. Forestillingen er sammensat og instrueret som en flot helhed. Godt gået piger og drenge! At vi så har fået et pensionistteater er jo bare dejligt. Scenografien var der som sædvanligt kælet for når Jørgen står ved roret, og teknikken skal da også have et skulderklap for et pænt stykke arbejde. Der er blandt skuespillerne ikke fremhævet nogen specielt, for en teatergruppe med så mange involverede bør fremstå som en helhed, og det var hvad vi oplevede, et stykke gedigent håndværk som vi på vor scene kan være stolte af Man sku'ha været Irer de er altid så satans heldige.

Udo.