Kærlighed ved første kidnapning

Den lokale gangster boss prøver ihærdigt at få sit casino til at køre. Men hans folk kan ikke finde ud af at snyde. Der kommer næsten ingen gæster i casinoet og den tilhørende bar. Der er næsten ligeså lidt penge som der er gæster, og bossens chef er på vej fra Amerika med en forventning om at han kan hente et kæmpe overskud hjem.

Det er, så nogenlunde, handlingen i De Små Føls næste forestilling, krydret med lidt dansk familiehygge, tekniske detektiver, kidnapninger og nervepirrende opklaringsarbejde, udført af seje politibetjente.

Anmeldelse af:

Kærlighed ved første kidnapning.

Jeg glædede mig meget til at komme ned og se De Små Føls første opsætning.
Efter at holdet var blevet delt i to, var der jo kommet en del nye ansigter til.
Jeg blev da heller ikke skuffet.
Børnene havde sat en meget fin scene op, med casino/gademiljø i den ene side og kontor/lejlighed i den anden. Det gav nogle scene skift, der dog forløb ganske gnidningsløst.
Og så var der lagt op til en fin forvekslingskomedie.
Vi så et fint trekløver bestående af de tre gangstere tykke, smarte, og grønskollingen, der havde fundet deres karakterer og holdt fast ved dem. De var morsomme i deres mislykkede forsøg på at bedrive storkriminalitet, og selv smårapserierne gik galt, (som da tykke sad fast i tyggegummi automaten). Bossen, der kun er en lille fisk, der har fusket med regnskaberne, og går i panik, da O.D. vil hente overskuddet. Bossen har en "first man" højre. Højre er fra start af en meget sympatisk fyr, og man kan undre sig over hvad han laver i det selskab, måske har det været de lette penge, der trak. I hvert fald er han den eneste med moralske skrupler.
Vi fulgte sideløbende en familie bestående af far, mor og to søstre. Jeg var dybt imponeret over lillesøster Lotte, hun var hamrende morsom, den mest irriterende lillesøster jeg har mødt til dato.
Samtidig formåede hun at holde ægtheden og fik aldrig overspillet sin rolle. I det hele taget var det et fint familiebillede, der blev tegnet. Storesøster var en ægte teenager med alt sit muleri. Og moderen, jaeh jeg kender ihvetfald godt følelsen.
Faderen var dog lidt anonym, med alt sit avis læseri, men det var ikke skuespillerens skyld, sådan var rollen åbenbart. (længe leve myten om den tavse forsørger).
Jeg havde svært ved at se Benediktes tilhørs forhold. Men hun var en ægte askepot, stakkels pige sådan var rollen åbenbart. (længe leve myten om den tavse forsørger).
Onkel dollargrin er en rigtig amerikansk hyggeonkel, der spreder gaver om sig. Jeg savnede lidt et større skift i tonefald og mimik, når han trådte frem som gangster kongen O.D., men det kan også være svært at spille to personligheder. Det var også så korte sekvenser det skulle gøres i.
Ellers var der så de to politibetjente, der fint kørte spillet med den rolige/kloge kontra den hurtige/mindre kloge. Der kom også lidt privatliv ind som modvægt til deres professionelle rolle.
Og de to detektiver, der var lidt Dupont og Dupond agtige, samtidig med at de var en sarkastisk fremstilling af Bananer i pyjamas. De gjorde det godt.
Chauføren, Manden i baren, bartenderen, posedamen alle spillede med engagement og glæde. Det var dejligt at se og det bedste af det hele var at stykket var selvskrevet.

BRAVO
GiK