Vorherrebevaros

af Kate Morell med sange af Susan Blucher og musik af Jørgen Lindahl.

 

"Vorherrebevaros" så starter Hesteskoens 24ende særson. Det sker gu' hjælpe mig med en hjemmelavet musical af Käte Morell med musik at Jørgen Lindahl og sangtekster af Susan Blücher.

Denne musical er undertegnede medvirkende i og jeg kan derfor sige, at det er et herrens arbejde at få tekst, lys, lyd og meninger koordineret, så det kan ende med en rigtig himmerrigsmundfuld.

Nu hvor de højere magter begynder at stramme grebet, nærmere betegnet d. 2 november 1986, hvor der er premiere, er vi så godt som herre over situationen. Vi glæder os derfor til at åbne porten og vise andre ind i vores lille "paradis" i et par timer.

Med hensyn til handlingen vil jeg ikke røbe andet end at tilskueren vil møde mange at de velkendte personer fra Skabelsesberetningen og fra den nordiske mytologi samt en mindre kendt dame i et gudsjammerligt rod.

Jeg vil håbe, at mange er blevet nysgerrige efter at se hvordan det hele hænger sammen, og glæder mig til at se en hærskare troppe op til premieren d. 2 november

 

På gensyn, Eva.

 

Medvirkende : Rene Wiinblad,Linette Jürgensen, Lene Thuren, Udo Sayk, Danny Morell, Jørgen Zøllner, Hans Henrik Bardrum, Ulla Harplod, Linette Jürgensen, Jørgen Lindahl, Rene Wiinblad, Danny Morell, Jørgen Zøllner, Udo Sayk, Lene Thuren, Ulla Harplod, Hans Henrik Bardrum.
Instruktør : Kate Morell.
Scenograf : Birgitte Lindblom, Kjeld Hansen.
Sufflør : Berit Weber.
Kostumer : Birgitte Lindblom.
Musik : Jørgen Lindahl.
Teknik : Kim Ekman.
Premiere : 2. november 1986.

 

Anmeldelse af:

Vorherrebevaros.

På en stille villavej i Glostrup er der for tiden 2 organisationer, der entusiastisk kæmper for at udbrede kendskabet til Skabelseshistorien. Ingen af disse 2 bruger dog meget tid på den naturvidenskabelige del af vores allesammens fortid - men hvad gør det, når bare vi morer os. Her må jeres ydmyge anmelder imidlertid komme med sin første helt personlige kommentar: Jeg morer mig ikke over konkurrenten på TV-gårdens udgydelser, men der skal vel være plads til lidt kedsommelighed hist og pist.

Hesteskoens sidste produktion, VORHERREBEVAROS er en helt anden sag. Den dag jeg overværede forestillingen var der udsolgt, og indtrykket var, at alle publikummerne morede sig.

Hvordan morer man sig over en udslidt historie som Skabelsesberetningen? Nogen mener, at jo mere blasfemisk des skæggere, f.eks. "Gud maskeret som Schlüter". Andre synes, at det seksuelle kan virke opkvikkende (på historien), f.eks. ”Adams hemmelige hobbyrum". Hvis der var nogen, der så tendenser af den art i VBO og morede sig over det, er det deres sag. Den moraliserende anmelder morede sig da over, at Gud var udstyret med ECCO-sko, og at Adam, efter en kort introduktion, kun tænkte på ét.

VBO handlede vel også om en masse andre ting. Den fundamentale nysgerrighed - hvad er der bag den næste dør? Forbrydelse og straf, materealisme og naivitetens tikkende bombe.

Jeres anmelder hæftede sig særligt ved kvindeoprørs elementet og personificeringen af verdenspremieren på den moderne terrorisme, men mener dog samtidig, at de holdninger vi så personificeret kan diskuteres.

Fik Lilith andet ud af sit oprør end ris til egen røv? Man bemærker jo, at stykket er forfattet af piger - eller drenge med pigelignende navne - og man kan så gætte gå, at appellen til feministisk oprør er det centrale. Hvad var det for rammer, som Lilith måtte sprænge, og hvad lærte Adam af det? Adam levede jo fint både før og efter oprøret. Nogle (mænd) vil måske også opfatte den nuttede Eva som endnu farligere. Hun klager ikke, men hvad tænker hun mon på?

Var det et tilfælde at en pige (Linette) spillede den slimede Jane-Fonda-work-out-snog, eller fik det kvindelige oprør her vist sin farlighed - og sit fald? Skal oprøret hakke alle os mænd i hælen fra nu af og til dommedag - jeg tror det sgu!

Farlighed var der nok af i Kain-figuren. Mordet på brormand blev gennemført, mere for at få social respekt end af barnlig misundelse. Og det er vel også drivkraften bag den moderne terrorisme, ligegyldigt hvor afstumpet den så må være. Eller var det et lejemord bestilt af Fanden, den mærkværdige blanding af en Chicago-gangster og en udlejningstryllekunstner?

Om man er enig eller ej rører imidlertid ikke ved at replikker og sangtekster er vedkommende, velfungerende og ikke mindst muntre. Morsom var specielt Gabriella (Guds telefondame – hva’ er nu det for noget) og multiflipperen Jørgen THOR(sen?). Jeg tror også, at musikmageren var inspireret af min fortids Black Sabbath, da der skulle laves lyd til Helvede-scenen. Det var intelligent fundet på, som iøvrigt resten af musikken.

Alt i alt vil jeres opstemte anmelder mene, at det eneste holdet bag VBO mangler for at udkonkurrere underholdningsindustrien længere nede ad vejen, er en sendetilladelse.

Peter Koppel